Navn: Tonny Rosenørn
Bopæl: Skørping, Nordjylland
Genre: street, landskab, reportage/portræt og event. Still fotograf
Kamera: X-T4, X-T3
Objektiver: XF 33mm f/1,4 R LM WR, XF 8mm f/3,5 WR,
XF 16-80mm f/4 R OIS WR, Mellemring MCEX-11
Mail: tonny@rosenoernfoto.dk
Instagram: www.instagram.com/tonny_rosenoern
Website: www.rosenoernfoto.dk
NB: Jeg arbejder pt. på en ny hjemmeside møntet på street, landskab og mine personlige projekter.
Portfolio
Resume
Jeg arbejder til daglig som fysioterapeut i Aalborg, men har sideløbende drevet egen virksomhed som fotograf siden 2014. Selvom jeg i mange år har arbejdet professionelt med portræt- og eventfotografering, så er fotografering først og fremmest en udtryksform og et kreativt frirum – et frirum der for alvor fik lov at blomstre tilbage i 2018.
Mit første Fuji
I 2018 rejste jeg rundt i USA – med min kone i den ene hånd og et kamera i den anden – og fangede alt lige fra storslået natur og livet i storbyerne til ophold på snuskede rastepladser, og alt hvad der var med til at gøre turen så mindeværdig. Det bekræftede mig i, at denne umiddelbare, simple og spontane form for dokumentar af hverdagen, var en form for fotografering, jeg ville gøre endnu mere i. Dog var min daværende kameraopsætning både for tung, stor og iøjenfaldende til, at det kunne lade sig gøre på daglig basis. Da jeg kom tilbage til Danmark, købte jeg derfor et X-T3 på udgivelsesdagen, og har siden da haft et Fujifilm kamera med mig i tasken hver dag – hvad enten jeg skal på arbejde, ud og løbetræne eller handle ind til aftensmaden! Jeg går ikke uden for en dør uden mit kamera!
Game changer – “den kedelige hverdag”
I 2020 gik jeg all-in på at fange motiver fra hverdagen, og efter hver måned delte jeg mine top 20 billeder fra den forrige måned på SoMe.
Hvad der startede som en lille udfordring til mig selv for at træne mit kreative blik, har mere end bare genantændt min glæde for fotografering. Det har gjort hver dag til en skattejagt efter interessante motiver, og åbnet mine øjne for skønheden og de finurligere detaljer, jeg er omringet af i selv de mest mondæne hverdagsscenarier!
Hver måned bringer noget nyt med sig, og det er aldrig til at forudse, hvad jeg ender med at fange. Jeg ved dog, at mine absolutte favoritbilleder er udsprunget af dette projekt – som nu kører på femte år i træk!
Flere af billederne har sidenhen manifesteret sig i adskillige fotoudstillinger, og pryder nu vægge i private hjem såvel som større virksomheder. Jeg har været rundt og holde foredrag for både fotoentusiaster og “almindelige mennesker” og udvidet mit netværk med alt lige fra dygtige fotografer og kunstnere til diverse kulturforeninger. To af mine udstillinger har jeg doneret til Aalborg Universitetshospital, til glæde for både patienter, pårørende og ansatte, hvilket fangede opmærksomheden ved Nordjyske Medier og TV2 Nord, og resulterede i både en avisartikel i 2022 og et tv-indslag i 2024.
Hvorfor lige Fujifilm?
Jeg kunne have valgt et hvilket som helst lille kamera, der kunne have fanget de samme motiver, jeg har skudt siden 2018, men sandsynligheden for, at jeg ville have haft lysten til at medbringe et hvilket som helst andet kamera over alt, er ganske lille!
Som så mange andre er jeg fan af den simple og taktile fornemmelse, og ikke mindst formfaktoren, der gør det lettere at forblive anonym og gå i et med omgivelserne i gadebilledet. Dette er essentielt for det spontane og uforstyrret udtryk, jeg søger i mine billeder. I de få tilfælde jeg bliver bemærket, resulterer det ofte i komplimenter for det charmerende lille “gammeldags” kamera.
Det er med andre ord både en fornøjelse at fotografere med og et nødvendigt redskab for min stil og tilgang til fotograferingen.
Fujifilm Creator
Mit kamera er med mig over alt.
Det var med til bords til mit bryllup. Det var med, da jeg tog afsked med min mor i kirken. Det var med på fødeafdelingen, da min søn blev født. Så for mig er det mere end bare et pålideligt, praktisk og æstetisk værktøj. Det er et symbol på, hvad man kan opleve, påskønne og forevige, hvis bare man åbner øjnene op for, hvad der er omkring en.
Fotografering giver mig nærvær, eventyr og en enorm glæde i livet, og den eneste glæde, der er større end det at tage billederne, er glæden ved at dele dem. Det er her, jeg har mere at byde på end “bare” flotte billeder på SoMe, hvor et billede i gennemsnit bliver betragtet i under fem sekunder.
Jeg forsøger så vidt mulig at lade mine billeder leve i den virkelige verden. Fotoudstillinger gør dem til et samlingspunkt for mennesker, en anledning til refleksion og forundring, og bringer et socialt element ind fotograferingen – som langt hen af vejen ofte kan være en ensom opgave. Jeg takker derfor heller ikke nej til invitationer om at komme og holde foredrag om billederne, min historie og tilgang til fotografering.
Hvis jeg kan inspirere andre til at se og værdsætte den skønhed, der er omkring os, så er det rigtig godt… Og hvis jeg kan inspirere andre til at gribe kameraet og dele deres billeder med resten af verden, så er det endnu bedre!
Hvis ovenstående lyder som noget, der kunne være værdig til titlen “Fujifilm Creator”, så er jeg frisk!
Fun Fact: I 2023 totalrenoverede Aalborg Kongres og Kulturcenter deres parkeringshus i samarbejde med Aalborg Kommune. Fem prominente kunstnere skulle udsmykke hver deres etage med graffitikunst på samtlige vægge. Temaet var “Aalborg”, men de havde derudover helt frie tøjler. Efter at jeg have lavet fotoreportage igennem hele processen, valgte en af de fem kunstnere, Mester88, at forevige mig som en del af den enorme Aalborg Streetart udstilling – med kameraet i hånden selvfølgelig!
Helt usynlig og anonym i gadebilledet er jeg nok ikke alligevel!